Croquisundervisning
Croquistegning/maleri, er en hurtig form for iagttagelsestegning, hvor en nøgenmodel står i en stilling mellem 10 sekunder og 10 -15 minutter. Det giver en super træning i koncentration om ren iagttagelse og hurtighed. Billederne får en lethed over sig når man koncentrer sig om at tegne det, man virkelig ser, og gerne i områder, fremfor de store linier. Man tegner sjældent ansigt på modellerne, det er vigtigere, at man får hele figuren og holdningen med.
Umiddelbarheden og det, at man tegner en situation, der aldrig mere bliver den samme, er stærkt fascinerende. Ganske vist kan modellen stå i samme stilling en anden dag, men der vil alligevel altid være variationer i posituren og lyset vil aldrig være helt ens - og tegneren går også til opgaven på forskellig vis alt efter humør og materialevalg.
Man "varmer op" med de korte stillinger på 2 minutter, hvor modellerne bruger deres fantasi til at stille sig i anstrengende, men flotte og sjove stillinger. Her bruger man gerne blyant eller kul. Senere går man over til 5 og 10 minutters stillinger, her kan man udfordre sig selv, som jeg gør ved at male direkte på akvarelpapir med pensel nr. 18, masser af vand og de stærke russiske St. Petersborg akvarelfarver (som nærmest er gouache). Når jeg kommer hjem, efterbearbejder jeg gerne nogle af malerierne med en baggrund, så motivet står mere klart frem.
Se nogle af mine croquis tegninger/malerier på hjemmesiden gå ind under ENTER - Galleri og så står mit navn der.
Croquisundervisning
Jeg har tidligere haft ugentlige croquishold for FOF, men har det ikke mere. Jeg tegner selv croquis mandag aften i medborgerhuset i Lundtofte.
Jeg kommer dog gerne ud med en model og giver croquisundervisning, til f.eks. polterabend eller andre events.
Croquismodeller
Jeg får jævnligt henvendelse fra folk, som ønsker at være croquismodeller. Da jeg ikke længere underviser, kan jeg desværre ikke tilbyde noget job, men prøv croquisværkstedet Ravage i Valby www.croquis-tegning.dk eller Lundtofte medborgerhus. Jeg har faste modeller til events, og ønsker derfor ikke flere henvendelser.